BEK 1083/2015 Art. 12
Krav til elhandelsvirksomheder
En elhandelsvirksomhed skal kunne verificere, at oplysninger om særlige afgiftsforhold eller ændringer i særlige afgiftsforhold for et aftagenummer i datahubben stemmer med oplysninger, som elhandelsvirksomheden har modtaget fra den, som er omfattet af aftagenummeret (kunden), jf. dog stk. 4-8.
Stk. 2. Til verifikation efter stk. 1 skal elhandelsvirksomheden være i besiddelse af en skriftlig aftale, herunder eventuelle skriftlige tillæg til en allerede indgået aftale, om levering af elektricitet indgået mellem elhandelsvirksomheden og kunden, hvoraf det skal fremgå, hvilket særligt afgiftsforhold der gør sig gældende, og at kunden er forpligtet til straks at meddele ændringer i det særlige afgiftsforhold sammen med oplysning om tidspunktet for ændringens indtræden til elhandelsvirksomheden.
Stk. 3. Vedrører en aftale om levering af elektricitet, jf. stk. 2, boligenheder, der er opført som helårsboliger med elopvarmning som hovedvarmekilde i BBR, skal aftalen omfatte en skriftlig erklæring, som indholdsmæssigt svarer til en udfyldt attest som den, der er vist i bilaget. I stedet for denne skriftlige erklæring eller attest kan aftalen omfatte oplysninger om boligenheden i elektronisk form (digital kommunikation). De elektroniske oplysninger skal omfatte oplysning om aftagenummeret for boligen, oplysning om boligens adresse og oplysning fra kommunen, som bekræfter, at boligen er opført som helårsbolig med elopvarmning som hovedvarmekilde i BBR.
Stk. 4. Stk. 1-3 og § 9, stk. 4, i lov om afgift af elektricitet finder ikke anvendelse for et særligt afgiftsforhold for et aftagenummer, som en registreret virksomhed har overdraget oplysninger om til Energinet.dk, og som er registreret i datahubben den 1. april 2016. Indtræder der ændringer i det særlige afgiftsforhold for aftagenummeret, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra tidspunktet for ændringens indtræden.
Stk. 5. Stk. 1-3 og § 9, stk. 4, i lov om afgift af elektricitet finder ikke anvendelse for et særligt afgiftsforhold for et aftagenummer, som en elhandelsvirksomhed allerede har indmeldt i datahubben efter lovens § 9, stk. 4. Indtræder der ændringer i det særlige afgiftsforhold for aftagenummeret, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra tidspunktet for ændringens indtræden.
Stk. 6. Det er en forudsætning for anvendelse af stk. 4, 1. pkt., eller stk. 5, 1. pkt., at elhandelsvirksomheden er i besiddelse af en skriftlig aftale, herunder eventuelle skriftlige tillæg til en allerede indgået aftale, om levering af elektricitet indgået mellem elhandelsvirksomheden og kunden, hvoraf det skal fremgå, 1) hvilket særligt afgiftsforhold der gør sig gældende, 2) at kunden er forpligtet til straks at meddele ændringer i det særlige afgiftsforhold sammen med oplysning om tidspunktet for ændringens indtræden til elhandelsvirksomheden, og 3) at kunden er indforstået med, at de hidtidige oplysninger i datahubben vedrørende det særlige afgiftsforhold for aftagenummeret bliver stående i datahubben og kan oplyses til elhandelsvirksomheden.
Stk. 7. Stk. 6, nr. 3, finder ikke anvendelse, når elhandelsvirksomheden er i besiddelse af en skriftlig erklæring fra kunden om, at de hidtidige oplysninger i datahubben vedrørende det særlige afgiftsforhold for aftagenummeret skal blive stående i datahubben og kan oplyses til elhandelsvirksomheden.
Stk. 8. Elhandelsvirksomheden skal på forlangende overfor SKAT fremvise den aftale og den erklæring, som er nævnt i henholdsvis stk. 6 og 7.