Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 721/2015 · Bekendtgørelse om opfyldelse af boligkravet i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens boligforhold

BEK 721/2015 Art. 4

Opfyldelse af boligkravet

Van krachtOfficiële tekst

Referencen anses for at råde over en selvstændig bolig, når referencen som ejer, andels- eller anpartshaver, lejer, fremlejer eller på anden lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig, jf. dog § 1, stk. 5. Det er ikke en betingelse efter 1. pkt., at boligen eller den del af boligen, som referencen råder over, har eget køkken eller toilet.

Stk. 2. Referencen anses herudover for at råde over en selvstændig bolig, når referencen som lejer af en andelsbolig råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig, jf. dog § 1, stk. 5, såfremt den pågældende kan dokumentere, at lejemålet er tidsubegrænset, og at et lejemål af en sådan karakter ikke strider mod andelsboligforeningens vedtægter.

Stk. 3. Betingelsen i stk. 1, 1. pkt., anses ikke for opfyldt, hvis referencen råder over en lejebolig eller en del af en lejebolig ved en låneaftale.

Stk. 4. Det er ikke til hinder for at anse referencen for at råde over en selvstændig bolig, at referencen råder over en bolig eller en del af en bolig, jf. stk. 1, sammen med en eller flere andre personer, herunder ansøgeren.