BEK 834/2014 · Bekendtgørelse om kosmetisk behandling
BEK 834/2014 Art. 27
Informeret samtykke
En patient skal have fyldestgørende information om den kosmetiske behandling, som den pågældende ønsker at få foretaget.
Stk. 2. Informationen skal gives af den for den kosmetiske behandling ansvarlige autoriserede sundhedsperson.
Stk. 3. Informationen skal gives både skriftligt og mundtligt. Den mundtlige information skal gives efter den skriftlige information og skal tage udgangspunkt i den skriftlige information og tage hensyn til den enkelte patients behov.
Stk. 4. Informationen skal indeholde en forståelig fremstilling af den kosmetiske behandling uden brug af tekniske, faglige eller værdiladede vendinger. Informationen skal være neutral og ikke usagligt fremhæve eller favorisere en behandlingsmetode frem for en anden.
Stk. 5. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.