BEK 1022/2011 Art. 13
Indberetning af oplysninger til Erhvervs- og Byggestyrelsen
Virksomheder, som i det foregående kalenderår har fremstillet, forarbejdet eller anvendt mere end de i stk. 2 angivne mængder af kemikalier pr. fabriksanlæg, har pligt til at indberette følgende til Erhvervs- og Byggestyrelsen, jf. dog stk. 3: 1) Navn og adresse på hvert enkelt fabriksanlæg og navn på ejer eller selskab, der driver fabriksanlægget, samt antal fabrikker inden for anlægget. 2) Navn på hver enkelt fabrik inden for fabriksanlægget samt navn på ejer eller selskab, som driver fabrikken. 3) Hovedvirksomhed for fabriksanlægget eller fabrikken angivet ved OPCW's produktgruppekoder. 4) Oplysninger om anlæggets nøjagtige beliggenhed angivet ved koordinater. 5) Entydigt kemisk navn, trivialnavn eller handelsnavn, strukturformel og CAS-nummer (Chemical Abstracts Service), hvis et sådant findes. 6) Oplysninger om, til hvilke formål kemikaliet er blevet fremstillet, forarbejdet eller anvendt ved angivelse af OPCW's produktgruppekode. 7) Angivelse af om fabrikken: a) fremstiller, forarbejder eller anvender liste 2-kemikalier, b) er specialiseret i aktiviteten efter litra a) eller varetager aktiviteter beregnet til andre formål, eller c) udøver anden virksomhed med hensyn til de erklærede liste 2-kemikalier med angivelse af arten af sådan virksomhed, f.eks. oplagring. 8) Fabrikkens produktionskapacitet for hvert enkelt liste 2-kemikalie. 9) Oplysninger om den samlede mængde af hvert enkelt liste 2-kemikalie, der er fremstillet, forarbejdet og anvendt i fabriksanlægget i det forudgående kalenderår.
Stk. 2. Indberetning af oplysninger som angivet i stk. 1, skal ske ved fremstilling, forarbejdning eller anvendelse af mere end: 1) 1 kg af et kemikalie mærket ”*” på liste 2A. 2) 100 kg af ethvert andet kemikalie opført på liste 2A eller 3) 1 ton af et kemikalie opført på liste 2B.
Stk. 3. Undtaget fra indberetningspligten i stk. 1 er virksomheder, der har fremstillet, anvendt eller forarbejdet produkter, herunder kemiske blandinger, når: 1) produktet indeholder 1 pct. eller mindre af liste 2A- eller 2A”*”-kemikalier, 2) produktet indeholder mindre end 10 pct. af liste 2A-kemikalier, og den samlede fremstillede, forarbejdede eller anvendte mængde i blandingen af liste 2A-kemikalier er mindre end 1 ton, 3) produktet indeholder mindre end 10 pct. af liste 2A”*”-kemikalier, og den samlede fremstillede, forarbejdede eller anvendte mængde i blandingen af liste 2A”*”-kemikalier er mindre end 10 kg, 4) produktet indeholder 30 pct. eller mindre af liste 2B-kemikalier, eller 5) produktet kendetegnes som forbrugsvare og er pakket til salg for personligt eller individuelt forbrug.