BEK 719/2011 · Bekendtgørelse om deponeringsanlæg
BEK 719/2011 Art. 3
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Affald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 2) Affaldsklasse: Inert affald, mineralsk affald, blandet affald eller farligt affald. 3) Affaldsproducent: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 4) Affaldstype: Affald, som er opført på listen over affald jf. bilag 2 i bekendtgørelse om affald, og som er beskrevet med en EAK-kode, og blandet affald, som ikke er opført på listen over affald, men som er beskrevet med dets historiske oprindelse eller hovedindhold. 5) Anlægsfaktor: Værdi til bestemmelse af, hvilken anlægsklasse et kystnært beliggende deponeringsanlæg eller en kystnært beliggende deponeringsenhed tilhører inden for en bestemt affaldsklasse. 6) Anlægsklasser: Klassificering af deponeringsanlæg eller deponeringsenheder i forhold til beliggenhed: a) Ikke-kystnære deponeringsanlæg og deponeringsenheder kan klassificeres i anlægsklasserne IA0 (deponeringsanlæg og deponeringsenheder for inert affald), MA0 (deponeringsanlæg og deponeringsenheder for mineralsk affald), FA0 (deponeringsanlæg og deponeringsenheder for farligt affald) eller ikke-kystnære deponeringsanlæg og deponeringsenheder for blandet affald. b) Kystnære deponeringsanlæg og deponeringsenheder kan klassificeres i anlægsklasserne IA1 eller IA2 (deponeringsanlæg og deponeringsenheder for inert affald), MA1 eller MA2 (deponeringsanlæg og deponeringsenheder for mineralsk affald), FA1, FA2 eller FA3 (deponeringsanlæg og deponeringsenheder for farligt affald) eller kystnære deponeringsanlæg og deponeringsenheder for blandet affald. 7) Bestående deponeringsanlæg: Anlæg, der modtog affald med henblik på deponering før den 1. juli 2001 og er fortsat hermed eller er godkendt før denne dato, uden at modtagelse af affald med henblik på deponering er påbegyndt, jf. lovens § 37 b, stk. 4. 8) Blandet affald: En delmængde af ikke-farligt affald, som består af en blanding af organisk og uorganisk materiale med et indhold af total organisk kulstof (TOC) på 50 g eller mere per kg tør prøve. 9) Celle: En afgrænset og veldefineret del af en deponeringsenhed. 10) Deponeringsanlæg: Et bortskaffelsesanlæg til deponering af affald på landjorden, herunder interne deponeringsanlæg, hvorved forstås lokaliteter, hvor affaldsproducenten deponerer eget affald på produktionsstedet, og permanente lokaliteter, som bruges til midlertidig oplagring af affald, når lokaliteten er etableret for en periode på et år eller derover. Som deponeringsanlæg betragtes ikke lokaliteter, hvor affaldet læsses af til forberedelse inden videre transport med henblik på nyttiggørelse, behandling eller bortskaffelse andetsteds, og hvor oplagring sker: a) i en periode på som hovedregel under tre år, hvis affaldet skal nyttiggøres eller behandles, eller b) i en periode på under et år, hvis affaldet skal bortskaffes. 11) Deponeringsenhed: En afgrænset og veldefineret del af et deponeringsanlæg, hvor der som udgangspunkt deponeres affaldstyper tilhørende én affaldsklasse sammen, og hvor der, medmindre anlægget er godkendt uden membran- og perkolatopsamlingssystem, er etableret separat perkolatopsamling. En deponeringsenhed kan være opdelt i celler. 12) Deponigas: Alle gasser, herunder metan, der dannes i deponeret affald. 13) Eluat: Den opløsning, som en laboratorietest for udvaskning resulterer i. 14) Etableret kapacitet: Kapacitet på deponeringsenheder, som er taget i brug, og kapacitet på deponeringsenheder, som er anlagt og klargjort til ibrugtagning. 15) Faktor 3-reglen: En regel om, at godkendelsesmyndigheden eller tilsynsmyndigheden i forbindelse med optagelse af affaldstyper på et kystnært deponeringsanlægs positivliste for bestemte parametre kan acceptere op til tre gange højere grænseværdier for affaldets faststofindhold og udvaskningsegenskaber end de grænseværdier, som er anført i bilag 3, jf. punkt 9. 16) Farligt affald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 17) Fast affald: Affald, som ikke er flydende eller på gasform. Fast affald inkluderer slam og havbundsmateriale. 18) Ferske overfladevandområder: Søer, vandløb og vådområder. 19) Flydende affald: Affald, som er i flydende form. 20) Granulært affald: Affald, som ikke er monolitisk, flydende eller på gasform. 21) Havbundsmateriale: Materiale fra oprensning og uddybning af havne og sejlrender, som ikke kan klappes, eller som ikke ønskes klappet i medfør af bekendtgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale. 22) Ikke-farligt affald: Affald, som ikke er omfattet af nr. 16. 23) Inert affald: En delmængde af ikke-farligt affald, som ikke undergår signifikante fysiske, kemiske eller biologiske forandringer, og som har et indhold af total organisk kulstof (TOC) på maksimalt 30 g per kg tør prøve. Inert affald er hverken opløseligt eller brændbart eller på anden måde fysisk eller kemisk reaktivt, det er ikke bionedbrydeligt og har ingen negativ indflydelse på andet materiale, det kommer i berøring med, på en sådan måde, at det kan formodes at ville medføre forurening af miljøet eller skade menneskers sundhed. Affaldets totale indhold af forurenende stoffer og den totale udvaskelighed af disse samt perkolatets økotoksicitet skal være af ubetydeligt omfang og må navnlig ikke bringe kvaliteten af grundvand eller overfladevandområder i fare. 24) Jord: Opgravet, deponeringsegnet jord. 25) Kystnærhed: Område fra kystlinjen og maksimalt 15 km ind i landet, hvor der er en entydig og ubrudt grundvandsstrømning fra deponeringsanlægget mod et marint vandområde, og hvor der ikke ligger almene vandforsyningsanlæg, der indvinder fra den berørte grundvandsressource på strømningslinjen mellem deponeringsanlægget og det marine vandområde. 26) Marine overfladevandområder: Alle vandområder ud over basislinjen, jf. bekendtgørelse om afgrænsning af Danmarks søterritorium. 27) Mindre vandveje: Vandveje med dybder mindre end fire meter, og hvor der ikke foregår erhvervstrafik. 28) Mineralsk affald: En delmængde af ikke-farligt affald, som primært består af uorganisk, mineralsk materiale med et indhold af total organisk kulstof (TOC) på maksimalt 50 g per kg tør prøve. Mineralsk affald må kun i begrænset omfang kunne opløses i eller reagere kemisk med vand. 29) Monolitisk affald: Fast affald, som forekommer i større sammenhængende former, og hvis fysiske og mekaniske egenskaber sikrer, at det bevarer sin integritet over en vis tidsperiode. 30) Overfladeafstrømmende vand: Vand på overfladen af deponeringsanlæggets areal enten i form af vand som strømmer til arealet, eller vand som strømmer fra arealet. 31) Passiv tilstand: Tilstanden, hvor miljøbelastningen fra deponeringsanlægget eller deponeringsenheden anses for at være acceptabel, og nedlukningen eller, hvis der skal ske efterbehandling, efterbehandlingen af deponeringsanlægget eller deponeringsenheden dermed er afsluttet. 32) Perkolat: Enhver væske, som siver ned gennem det deponerede affald, og som udledes fra eller tilbageholdes i et deponeringsanlæg. 33) Positivliste: En liste over affaldstyper inden for de affaldsklasser, som et deponeringsanlæg eller en deponeringsenhed er godkendt til at modtage. 34) Stabilt og ikke-reaktivt affald: Affald med udvaskningsegenskaber, som ikke på længere sigt ændrer sig i en miljømæssig negativ retning under det forventede deponeringsforløb eller ved forudsigelige uheld på grund af selve affaldet, under langtidspåvirkning fra omgivelserne eller på grund af påvirkning fra andet affald. 35) Vanddistriktsmyndigheden: Den myndighed, som er udpeget som vanddistriktsmyndighed for vanddistrikterne efter lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder. 36) Verifikationskontrol: Visuel kontrol af affaldet før og efter aflæsning og af den dokumentation, som skal ledsage affaldet.