BEK 454/2010 Art. 18
Værgens vederlag m.v.
Den, der er under værgemål, betaler værgens vederlag og nødvendige udlæg, hvis den pågældendes indtægt overstiger 152.700 kr. Hvis den del af indtægten, der overstiger 152.700 kr., ikke kan dække værgens vederlag og nødvendige udlæg, betaler Rigsombudsmanden resten, jf. dog stk. 2. Beløbet er fastsat i 2010-niveau og reguleres fra og med 2011 hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste højere kronebeløb, der er deleligt med 100.
Stk. 2. Den, der er under værgemål, betaler, uanset bestemmelsen i stk. 1, værgens vederlag og nødvendige udlæg, hvis den pågældendes samlede formue er på 75.000 kr. eller derover. Hvis den del af formuen, der overstiger 75.000 kr., ikke kan dække værgens vederlag og nødvendige udlæg, betaler Rigsombudsmanden resten. Ved opgørelse af formuen medregnes både den del af formuen, der er omfattet af værgemålet, og den del af formuen, der ikke er omfattet af værgemålet.
Stk. 3. Rigsombudsmanden kan i særlige tilfælde helt eller delvist nedsætte betalingen for den, der er under værgemål.
Stk. 4. Vederlaget betales månedsvis bagud, medmindre Rigsombudsmanden bestemmer andet.