LBK 730/2026 · Bekendtgørelse af lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner
LBK 730/2026 Art. 4
Akkrediteringsrådet og dets sekretariat
Akkrediteringsrådet består af 1 formand og 7 medlemmer.
Stk. 2. Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren udpeger formanden.
Stk. 3. Ministeren udpeger medlemmerne. 3 medlemmer udpeges efter indstilling fra relevante organisationer, herunder aftagerorganisationer og videregående uddannelsesinstitutioner, og 2 medlemmer udpeges efter indstilling fra de studerendes repræsentanter i bestyrelserne for de videregående uddannelsesinstitutioner.
Stk. 4. Akkrediteringsrådets formand og medlemmer skal tilsammen have viden og erfaring inden for kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning, udviklingsbasering og arbejdsmarkedsforhold for dimittender. Mindst 1 medlem skal have international erfaring med akkreditering.
Stk. 5. Akkrediteringsrådets formand og medlemmer kan højst sidde i rådet i 8 år fordelt på mindst to udpegningsperioder. Dog kan medlemmerne udpeget efter indstilling fra de studerende, jf. stk. 3, højst sidde i rådet i 3 år fordelt på mindst to udpegningsperioder. Hvis formanden eller et medlem afgår inden periodens udløb, udpeges en afløser efter stk. 2 og 3. I forbindelse med udpegningen tages stilling til udpegningsperiodens længde, jf. 1. pkt.