LBK 644/2026 · Bekendtgørelse af lov om arbejdsskadesikring i Grønland
LBK 644/2026 Art. 49
Administration
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter § 45 kan indbringes for Ankestyrelsen af 1) tilskadekomne eller dennes efterladte, 2) forsikringsselskabet i sager om ulykker, 3) bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension i sager om erhvervssygdomme og 4) arbejdsgiveren, for så vidt angår afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader.
Stk. 2. Klage efter stk. 1 skal indgives, inden 4 uger efter at klageren, jf. stk. 1, nr. 2-4, har modtaget afgørelsen. For tilskadekomne eller efterladte, jf. stk. 1, nr. 1, er fristen 6 uger.
Stk. 3. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristerne, når der er særlig grund hertil.
Stk. 4. Ved Ankestyrelsens behandling af sager efter denne lov finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse, medmindre andet følger af denne lov.
Stk. 5. I det omfang arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension indbringer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse for Ankestyrelsen, har klagen opsættende virkning. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension har ret til aktindsigt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens sag efter forvaltningslovens kapitel 4.
Stk. 6. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring videregiver ved afgørelsen af anerkendelsesspørgsmålet i arbejdsskadesagen oplysning om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren.
Stk. 7. Inden Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ved vurderingen kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tage stilling til faktiske og retlige såvel som skønsmæssige elementer i afgørelsen.
Stk. 8. Kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsen.
Stk. 9. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Grønlands Selvstyre nærmere regler for behandlingen af klager over afgørelser truffet efter denne lov.