LBK 544/2026 · Bekendtgørelse af lov om elforsyning
LBK 544/2026 Art. 28a
Elforsyningssikkerhed og systemansvarlig virksomhed
En elhandelsvirksomhed skal for at blive registreret som bruger af datahubben indbetale et depositum på 1 mio. kr. til Energinet, jf. dog stk. 5. Krav om indbetaling af depositum gælder for hver virksomhed med et unikt cvr-nummer.
Stk. 2. Energinet holder depositummet adskilt fra egen formue og drift.
Stk. 3. Energinet tilbagebetaler depositummet til elhandelsvirksomheden 1) 6 måneder efter elhandelsvirksomhedens afregistrering i datahubben, eller 2) når elhandelsvirksomheden har været registreret som bruger i datahubben i en sammenhængende periode på 5 år uden at være blevet tildelt karantæne fra datahubben efter regler fastsat i medfør af § 28, stk. 5.
Stk. 4. Et depositum indbetalt til Energinet forrentes med Nationalbankens udlånsrente, når renten er positiv.
Stk. 5. Et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab, der etableres som elhandelsvirksomhed, er undtaget fra kravet om indbetaling af depositum.