LBK 461/2026 Art. 180
Årsrapport og revision
Forsikringsselskaber, der ikke er forpligtet til at anvende de internationale regnskabsstandarder, jf. artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1606/2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, på deres koncernregnskab, kan vælge at anvende standarderne på deres koncernregnskab.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, som alene har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed og genforsikring af livsforsikringsvirksomhed efter bilag 2, forsikringsklasse I, litra c, forsikringsholdingvirksomheder og finansielle holdingvirksomheder, hvis virksomhed udelukkende eller hovedsagelig består i at eje kapitalandele i forsikringsselskaber, kan vælge at aflægge årsregnskab efter de internationale regnskabsstandarder, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan tillade, at forsikringsselskaber, som alene har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og som efter § 28 har tilladelse til gennem en filial i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at udøve livsforsikringsvirksomhed, kan vælge at aflægge årsregnskab efter de internationale regnskabsstandarder, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Forsikringsselskaber, der er forpligtet til at anvende eller valgfrit anvender de standarder, der er nævnt i stk. 1, skal følge samtlige godkendte standarder. Hvor bestemmelser i dette kapitel eller i regler udstedt i medfør af § 190 regulerer samme forhold som standarderne, skal virksomhederne anvende standarderne i stedet for de pågældende bestemmelser.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen af den forordning, der er nævnt i stk. 1, her i landet.