LBK 242/2026 · Bekendtgørelse af lov om socialtilsyn
LBK 242/2026 Art. 5b
Godkendelse af og tilsyn med visse sociale og sundhedsmæssige tilbud
Kommunalbestyrelsen kan under helt særlige omstændigheder anmode socialtilsynet om at undergive en ansøgning om godkendelse som plejefamilie, jf. § 5, stk. 1, og § 5 a, en særlig hurtig behandling, jf. stk. 3, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet ved en afgørelse truffet efter § 143, stk. 1, i barnets lov i en plejefamilie, jf. § 12, stk. 3, i barnets lov, der ikke er godkendt af socialtilsynet efter § 5, stk. 1, og § 5 a. 2) Kommunalbestyrelsen forventer, at barnet eller den unge skal være anbragt uden for hjemmet, jf. § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, i barnets lov, ud over perioden for afgørelsen efter § 143, stk. 1, i barnets lov. 3) Kommunalbestyrelsen har ikke mulighed for at anbringe barnet i en plejefamilie, der allerede er godkendt af socialtilsynet, og har afsøgt mulighederne for anbringelse i en netværksplejefamilie, jf. § 58 i barnets lov. 4) Kommunalbestyrelsen har en forventning om, at plejefamilien opfylder betingelserne for at blive godkendt af socialtilsynet efter § 5, stk. 1, og § 5 a, og at barnet eller den unge vil forblive anbragt hos familien efter godkendelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i sin anmodning til socialtilsynet, jf. stk. 1, redegøre for, hvordan den finder at betingelserne i stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt, og begrunde, hvordan plejefamilien vurderes at kunne imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.
Stk. 3. Vurderer socialtilsynet, at betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt, skal socialtilsynet træffe afgørelse efter § 5, stk. 1, og § 5 a inden 6 uger regnet fra kommunens afgørelse om at anbringe barnet eller den unge i den konkrete plejefamilie.
Stk. 4. Socialtilsynet kan afvise kommunalbestyrelsens anmodning, jf. stk. 1, hvis socialtilsynet ikke finder, at betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt. Socialtilsynets afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsens anmodning efter stk. 1 skal sendes til det kompetente socialtilsyn, jf. § 2, samtidig med orienteringen af socialtilsynet om anvendelsen af den ikkegodkendte plejefamilie, jf. § 12, stk. 3, i barnets lov.