LBK 1007/2025 · Bekendtgørelse af retsplejelov for Grønland
LBK 1007/2025 Art. 22
Domstolenes organisation m.v.
Domstolsstyrelsen kan meddele midlertidig beskikkelse som dommer ved Retten i Grønland og som landsdommer ved Grønlands Landsret, når det er nødvendigt ved ledighed i stillingen eller ved en fast dommers forfald.
Stk. 2. Bortset fra tilfælde af forfald på grund af sygdom kan stillingen ikke holdes midlertidigt besat i mere end 1 år.
Stk. 3. 1-årsfristen kan dog forlænges i op til 1 år ad gangen, hvis der gives samtykke. For dommeren ved Retten i Grønlands vedkommende skal samtykke gives af den administrerende dommer ved Retten i Grønland, for den administrerende dommer ved Retten i Grønland og landsdommeren ved Grønlands Landsrets vedkommende skal samtykke gives af den administrerende landsdommer ved Grønlands Landsret, og for den administrerende landsdommer ved Grønlands Landsrets vedkommende skal samtykke gives af Højesterets præsident.
Stk. 4. Forlængelser af 1-års-fristen kan dog højst ske for en samlet periode på 3 år.
Stk. 5. Midlertidig beskikkelse bortfalder, når den ledige stilling besættes, eller forfaldsgrunden ophører at bestå. Domstolsstyrelsen kan dog efter indstilling fra Højesterets præsident tilbagekalde beskikkelsen fra et tidligere tidspunkt.