BEK 1024/2025 · Bekendtgørelse om konditionalitet og social konditionalitet for 2025
BEK 1024/2025 Art. 11
Mindst 35 pct. af omdriftsarealet på en bedrift skal udlægges til en anden afgrødekategori, end der blev dyrket på det pågældende areal i det foregående kalenderår, jf. dog § 12 og § 13.
Stk. 2. Der må ikke dyrkes den samme afgrødekategori på samme omdriftsareal i mere end tre kalenderår i træk, jf. dog § 12 og § 13. Dette gælder fra og med kalenderåret 2022 og fremover.
Stk. 3. Afgrødekategorien i henhold til stk. 1 og 2 følger afgrøden på arealet fra og med den 15. maj til og med den 25. juli i hvert kalenderår, jf. dog stk. 6 og 7.
Stk. 4. En afgrødekategori i henhold til stk. 1 og 2 er én af følgende, jf. dog stk. 5-7: 1) En planteslægt som defineret i den botaniske klassifikation af afgrøder. 2) En art tilhørende en af følgende plantefamilier : Brassicaceae , Solonaceae og Cucurbitaceae . 3) Braklagt jord. 4) Græs eller andet grøntfoder.
Stk. 5. Vinterafgrøder og vårafgrøder betragtes som tilhørende forskellige afgrødekategorier, også selv om de tilhører samme planteslægt, jf. stk. 4, nr. 1 og 2.
Stk. 6. På arealer, hvor der dyrkes majs, anses græs sået i udlæg i majsen med hensyn til kravene i stk. 1 og 2 som en ny afgrødekategori, når græsset er sået senest ved udgangen af juni måned og fastholdes på arealet til og med den 1. februar i det efterfølgende år. Hvor den praksis, der er nævnt i 1. pkt., anvendes til opfyldelse af kravet i stk. 2, skal udsåningen og fastholdelsen af græsudlægget på arealet ske i hvert kalenderår fra 2023 og frem, hvor der dyrkes majs på arealet. I alle år, hvor der i henhold til den praksis, der er nævnt i 1. pkt., sås græs i udlæg, og praksissen anvendes til opfyldelse af kravene i stk. 1 eller 2, skal det omhandlede areal i fællesskemaet være anmeldt med en af afgrødekoderne for majs med græsudlæg.
Stk. 7. På arealer, hvor der dyrkes tidligt høstede spisekartofler, anses efterafgrøder, der etableres efter høsten af spisekartoflerne, med hensyn til kravene i stk. 1 og 2 som en ny afgrødekategori, når kartoflerne er taget op senest den 30. juni, og efterafgrøderne er etableret senest den 1. august og fastholdes på arealet til og med den 20. oktober. Hvor den praksis, der er nævnt i 1. pkt., anvendes til opfyldelse af kravet i stk. 2, skal udsåningen og fastholdelsen af efterafgrøderne på arealet ske i hvert kalenderår fra 2023 og frem, hvor der dyrkes tidligt høstede spisekartofler på arealet. I alle år, hvor der i henhold til den praksis, der er nævnt i 1. pkt., etableres efterafgrøder, og praksissen anvendes til opfyldelse af kravene i stk. 1 eller 2, skal det omhandlede areal i fællesskemaet være anmeldt med afgrødekoden for tidligt høstede spisekartofler med efterafgrøder.