BEK 818/2025 Art. 4
Statsgaranti efter § 3 omfatter samtlige låntagers forpligtelser i henhold til lån, som anvendes til finansiering af følgende, jf. dog stk. 2: 1) Nybyggeri m.v. af almene boliger med tilsagn om støtte efter § 115, stk. 1-6, i lov om almene boliger m.v. 2) Renovering af almene boliger og friplejeboliger med tilsagn om støtte efter § 91 i lov om almene boliger m.v. 3) Frikøb af tilbagekøbsklausuler for kommunen med tilsagn efter § 98 a i lov om almene boliger m.v. 4) Omprioritering af lån efter § 96 b i lov om almene boliger m.v. 5) Omprioritering af lån efter § 2 i lov om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v. 6) Konvertering efter § 179 i lov om almene boliger m.v. af lån, som tidligere er optaget til finansiering af almene boliger med tilsagn efter § 115, stk. 1-6, i lov om almene boliger m.v., almene boliger med tilsagn om støtte efter § 91 og § 98 a i lov om almene boliger m.v., almene boliger med tilsagn efter § 43 i lov om boligbyggeri, almene boliger med lån omprioriteret efter § 96 b i lov om almene boliger m.v. eller almene boliger med lån ydet efter § 2, stk. 1, i lov om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v. 7) Friplejeboliger omfattet af § 19 a, stk. 1, eller § 24 b i lov om friplejeboliger.
Stk. 2. Lån omfattet af stk. 1 er kun omfattet af en statsgaranti, såfremt det enkelte lån er ydet mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer, som er udstedt i en serie eller en gruppe af fælles hæftende serier med fælles seriereservefond eller i et register, som ikke omfatter andre typer lån end de i stk. 1 nævnte. En sådan serie eller en gruppe af fælles hæftende serier med fælles seriereservefond eller et sådant register må ikke hæfte for andre seriers eller grupper af seriers forpligtelser.
Stk. 3. Lån omfattet af stk. 1, som ikke opfylder betingelserne i stk. 2, omfattes af statsgaranti ved omlægning til eller refinansiering af lån, hvis lånet efter omlægning eller refinansiering opfylder betingelserne i stk. 2.
Stk. 4. Et kreditinstitut kan anmode Udbetaling Danmark om udstedelse af statsgaranti til en låneportefølje af støttede indekslån, der er anvendt til finansiering af alment nybyggeri m.v. og finansiering af renoveringer med støtte fra Landsbyggefonden. Det er en betingelse for udstedelse af statsgaranti til sådanne lån, at der ikke udstedes nye lån i den serie, hvor indekslånet er udstedt, og at indekslånene udgør hovedparten af de udstedte lån i den pågældende serie. Social- og Boligstyrelsen vurderer, om indekslånene anses for at udgøre langt hovedparten af de udstedte lån i den pågældende serie. Et kreditinstitut kan med et varsel på mindst seks måneder opsige en stillet garanti for en låneportefølje af støttede indekslån med virkning fra fem år fra udstedelsen af en sådan garanti og derefter hvert 5. år.
Stk. 5. Det er en betingelse for statsgarantiens dækning på det enkelte lån, at den opnåede effektive rente efter salget af obligationerne anvendes direkte efter fradrag af aftalte omkostninger til rentefastsættelse på lånene.