Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 817/2025 · Bekendtgørelse om konvertering af realkreditlån i støttet byggeri

BEK 817/2025 Art. 5

Generelle bestemmelser

In KraftAmtlicher Text

Ved låneudmålingen må låneprovenuet højst svare til indfrielsesbeløbet på det indfriede lån med tillæg af konverteringsomkostninger, herunder ved eventuel kurssikring af det nye lån og det lån, der indfries. Lånet kan oprundes til nærmeste hele 1.000 kr.

Stk. 2. Konverteringslån skal have samme løbetid som restløbetiden på det indfriede lån, jf. dog stk. 3-6.

Stk. 3. For fastforrentede lån kan løbetiden afrundes til hele år. For rentetilpasningslån kan løbetiden afrundes til nærmeste refinansieringstidspunkt.

Stk. 4. Ved konvertering af de i § 1, stk. 1, nr. 3, omhandlede lån til fastforrentede nominallån eller rentetilpasningslån kan der i særlige tilfælde med kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse foretages løbetidsforlængelse inden for realkreditlovens lånegrænser. Undtaget herfra er prioritetslån og andre lån, der har været optaget til finansiering af anskaffelsessummen, jf. § 47, stk. 1, i bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v.

Stk. 5. Ved konvertering til rentetilpasningslån med aftalt ydelse kan løbetiden med kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse være kortere end restløbetiden på det indfriede lån. For realkreditlån, hvortil der ydes støtte efter lov om friplejeboliger, skal forudgående godkendelse dog meddeles af Udbetaling Danmark.

Stk. 6. Såfremt det nye fastforrentede lån ved afkortning med yderligere ét eller flere år ud over afrunding efter stk. 3 kan optages i en obligationsserie med lavere effektiv rente end uden afkortning, kan dette ske, hvis nutidsværdien af de fremtidige bruttolåneydelser derved kan reduceres yderligere.

Stk. 7. Ved konvertering af de i § 1, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte lån kan der med kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse optages rentetilpasningslån.

Stk. 8. Konvertering af lån skal tilbydes på sådanne vilkår, at bruttoydelsen inklusive bidrag bliver lavere end på det indfriede lån. Konvertering af lån efter § 1, stk. 1, nr. 2 og 3, fra rentetilpasningslån til fastforrentede lån kan dog i særlige tilfælde med Udbetaling Danmarks og kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse tilbydes uden ydelsesreduktion.