Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 658/2025 · Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

BEK 658/2025 Art. 116

Noteoplysninger

In KraftAmtlicher Text

En virksomhed, som måler finansielle forpligtelser til dagsværdi i medfør af § 54, stk. 2, nr. 3 eller 4, jf. § 61 stk. 1 og 2, skal oplyse ændringen i perioden og den akkumulerede størrelse af den del af ændring i dagsværdien af disse forpligtelser, som kan henføres til ændringer i kreditrisikoen på forpligtelserne. Denne ændring kan fastlægges enten, 1) som forskellen mellem den samlede ændring i dagsværdien af forpligtelserne og den del heraf, der kan henføres til ændringer som følge af ændringer i markedsvilkår, der knytter sig til markedsrisici eller 2) ved en alternativ metode, som virksomheden mener bedre giver et retvisende billede af ændringen i kreditrisikoen på forpligtelserne.

Stk. 2. Virksomheden skal give de oplysninger efter stk. 1 for grupper af virksomhedens forpligtelser, der er relevante i forhold til oplysningskravet, henholdsvis for regnskabsperioden og akkumuleret fra første indregning af forpligtelserne.

Stk. 3. Virksomheden skal oplyse de metoder, der er anvendt for at fastlægge de beløb, der er oplyst i henhold til stk. 1 og 2. Virksomheden skal desuden oplyse, hvis den ikke mener, at de oplyste beløb på en pålidelig måde repræsenterer ændringerne i kreditrisikoen på forpligtelserne samt oplyse om baggrunden for denne konklusion og de faktorer, som virksomheden mener, er relevante i denne sammenhæng.

Stk. 4. Virksomheden skal oplyse forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi af forpligtelser omfattet af stk. 1 og de beløb, som virksomheden er kontraktmæssigt forpligtet til at betale ved forfald.