BEK 605/2025 · Bekendtgørelse om drift og afhændelse af friplejeboliger
BEK 605/2025 Art. 14
Drift af friplejeboliger
Positive saldi på kontiene nævnt i §§ 8-10 og §§ 12-13 skal være anbragt sikkert og således, at de i nødvendigt omfang og til enhver tid med kort varsel kan gøres likvide til anvendelse efter deres formål. Kassebeholdningen skal være mindst mulig.
Stk. 2. Midlerne nævnt i stk. 1, som ikke ligger i kassebeholdningen, skal placeres i aktiver udstedt i danske kroner: 1) I indlån i pengeinstitutter, som har hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. 2) I realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og andre obligationer, som frembyder en tilsvarende sikkerhed, idet værdipapirerne skal være udstedt i og optaget til handel på et reguleret marked i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. 3) I obligationer eller gældsbreve udstedt eller garanteret af stater eller regionale eller lokale myndigheder med skatteudskrivningsret inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. 4) I afdelinger i investeringsforeninger eller tilsvarende institutter, specialforeninger, godkendte fåmandsforeninger eller registrerede professionelle foreninger, jf. lov om investeringsforeninger m.v. Det er dog en betingelse, at afdelingerne alene placerer midlerne som anført i nr. 1-3. Hvis midlerne anbringes i afdelinger af en forening, der administreres af et foreningsejet investeringsforvaltningsselskab, kan afdelingens midler dog i fornødent omfang placeres som aktier i investeringsforvaltningsselskabet.
Stk. 3. Afkast af de placerede midler skal krediteres kontiene efter §§ 8-10 og §§ 12-13.