BEK 539/2025 Art. 5
Miljøstyrelsen kan på baggrund af en ansøgning eller på Miljøstyrelsens foranledning meddele en midlertidig dispensation fra forbuddet i §§ 3 og 4.
Stk. 2. Dispensation efter stk. 1 meddeles i tilfælde, hvor Miljøstyrelsen efter en konkret vurdering finder, at der foreligger helt særlige forhold, f.eks. i forbindelse med et forsknings- eller udviklingsprojekt, hvor det vurderes, at det vil være nødvendigt at udlede røggasrensevand i en afgrænset tidsperiode, og at miljørisikoen forbundet hermed er af ikke væsentlig karakter.
Stk. 3. En dispensation, jf. stk. 1, kan gøres betinget af overholdelse af nærmere fastsatte vilkår, herunder vilkår om dispensationens varighed, den samlede mængde udledning, område for udledning, udtagning af kontrolprøver og indberetning.
Stk. 4. Miljøstyrelsen kan tilbagekalde en dispensation, hvis vilkår fastsat i forbindelse hermed, jf. stk. 3, ikke er overholdt.
Stk. 5. Ansøgning om dispensation i henhold til stk. 1 skal fremsendes til Miljøstyrelsen.