Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 525/2025 · Bekendtgørelse om forholdsregler vedrørende salmonellose hos fjerkræ, kontrol af salmonella i slagtefjerkræ og fjerkrækød samt kontrol af campylobacter i slagtekyllinger og kyllingekød

BEK 525/2025 Art. 23

Offentligt tilsyn

In KraftAmtlicher Text

Den besætningsansvarlige for en flok af slagtekyllinger under offentligt tilsyn efter § 11 skal sikre 1) at flokken holdes isoleret, 2) at slagtekyllinger fra flokken ikke sælges eller på anden måde overdrages til levebrug, 3) at slagtekyllinger eller produkter heraf kun flyttes fra ejendommen efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen, 4) at personer, der færdes mellem flokken og andre flokke, træffer foranstaltninger for at hindre smittespredning, 5) en effektiv skadedyrsbekæmpelse, 6) at gødning, foder og lignende produkter behandles efter Fødevarestyrelsens anvisning, 7) at redskaber, maskiner og lignende, der anvendes i bedriften, rengøres og desinficeres, inden de fjernes fra flokkens opholdssteder, jf. dog stk. 2, 8) at der efter Fødevarestyrelsens anvisninger gennemføres en udredning af mulige smittekilder og eventuel spredning af smitten, jf. dog stk. 5, samt at der gives meddelelse til Fødevarestyrelsen om resultatet af udredningen, og 9) at der straks gives meddelelse om det offentlige tilsyn til alle, der kommer i kontakt med besætningen. Fødevarestyrelsen kan sende kopi af det offentlige tilsyn til relevante aktører til orientering.

Stk. 2. Det slagteri, som foretager slagtning af fjerkræet, skal påse, at materiel, der er anvendt i forbindelse med transport af fjerkræ fra en besætning under offentligt tilsyn, rengøres og desinficeres umiddelbart efter levering af fjerkræet på slagteriet.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen ophæver det offentlige tilsyn, når 1) flokken er aflivet eller slagtet, og 2) den i § 12, stk. 1 eller 4 nævnte rengøring og desinfektion er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Stk. 4. Fødevarestyrelsen ophæver tilsynet ved meddelelse til ejeren hurtigst muligt.

Stk. 5. Undtaget fra stk. 1, nr. 8, er hønsehold, hvorfra der alene leveres slagtede kyllinger direkte til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.