BEK 520/2025 · Bekendtgørelse om stamdataregistret for elproducerende anlæg m.v.
BEK 520/2025 Art. 10
Måling
Hvis en anlægsejer har flere elproduktionsanlæg, som anvender forskellige brændsler, og hvor den leverede elektricitet modtager pristillæg eller andre ydelser, skal elproduktionen måles på hvert anlæg, således at produktionen kan opdeles i andele svarende til de andele, hvortil der kan ydes pristillæg, og eventuelt den andel, som kan sælges uden pristillæg.
Stk. 2. Hvis en anlægsejer anvender forskellige brændsler i samme elproduktionsanlæg, og hvor den leverede elektricitet modtager pristillæg eller andre ydelser, skal forbruget af hvert brændsel måles eller beregnes på særskilt måde, således at elproduktionen kan opdeles forholdsmæssigt i andele svarende til de andele, hvortil der kan ydes pristillæg, og eventuelt den andel, som kan sælges uden pristillæg.
Stk. 3. Elproduktion ved flere brændsler efter stk. 2 fordeles forholdsvis efter brændværdi og under hensyntagen til eventuelle ændringer i anlæggets elvirkningsgrad på grund af anvendelsen af flere brændsler. Energistyrelsen fastsætter en standardberegning af brændværdier og offentliggør beregningen på hjemmesiden www.ens.dk.
Stk. 4. Energistyrelsen kan efter anmodning fra en anlægsejer godkende en anden brændværdi end nævnt i stk. 3 for et nærmere angivet brændsel, hvis anlægsejer dokumenterer, at brændværdien afviger fra den værdi, der følger af standardberegningen.
Stk. 5. Netvirksomheder og Energinet kan bestemme, at anlægsejere skal indsende nærmere angivet dokumentation for rigtigheden af målerudstyr, der har betydning for opgørelse af brændselsanvendelse og lignende i elproduktionsanlæg.