BEK 396/2025 Art. 1
Erhvervsministeren kan i medfør af § 21, stk. 2, i lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond fastsætte regler om Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheders adgang til at optage lån inden for de i finansloven fastsatte rammer eller efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg.
Stk. 2. Såfremt godkendelsen fra Folketinget eller Folketingets Finansudvalg, jf. stk. 1, omfatter adgang til låneoptag over flere finansår, vil der ikke være behov for at forny godkendelsen løbende i de pågældende finansår.
Stk. 3. Vedtager Folketinget eller Folketingets Finansudvalg en ændring af den gældende adgang til låneoptag, vil erhvervsministeren skulle afspejle denne ændring i nærværende bekendtgørelse.
Stk. 4. Perioden for låneoptaget omfatter også adgang til at refinansiere allerede optagne lån, hvilket bestemmes ud fra den hjemlede periode til at foretage nye investeringer, finansieringer og risikodækning samt den maksimale løbetid for produkterne.
Stk. 5. Opdateringer af statens forpligtelser i henhold til de nedenfor beskrevne adgange til låneoptag og direkte statslige garantistillelse fremgår af det senest reviderede Statsregnskab.
Stk. 6. Ved udløb af adgangen til refinansiering tages der stilling til, om der er behov for at videreføre en del af adgangen til låneoptag, f.eks. som følge af forlænget løbetid fastsat i forbindelse med rekonstruktioner af nødlidende udlån. Denne bekendtgørelse justeres derefter i henhold hertil.