BEK 380/2025 Art. 3
Garantien har til formål at bidrage til øgede investeringer i ukrainske forsvarsvirksomheder, der samtidig kan understøtte udvikling af danske virksomheders kompetencer og kapaciteter på forsvars- og sikkerhedsområdet.
Stk. 2. Garantien kan anvendes af danske virksomheder, der foretager egenkapitalinvesteringer i ukrainske forsvarsvirksomheder, herunder egenkapitalinvesteringer i eksisterende ukrainske virksomheder, i etablering af nye selskaber eller datterselskaber i Ukraine, der er helt eller delvist ejet af danske virksomheder mv.
Stk. 3. Garantistillelsen indebærer, at staten igennem Danmarks Eksport- og Investeringsfond stiller en anfordringsgaranti med en dækningsprocent på op til 70 pct. af den købesum, der blev erlagt i forbindelse med en dansk virksomheds egenkapitalinvestering i en ukrainsk forsvarsvirksomhed.
Stk. 4. Garantien udstedes i forbindelse med den danske virksomheds investering i den ukrainske forsvarsvirksomhed og kan have en løbetid på minimum ét år og op til syv år. Garantien kan efter ansøgning herom forlænges med den samme dækningsprocent som den første garantistillelse, såfremt Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan godkende forlængelsen, dog maksimalt med en akkumuleret løbetid på syv 7 år. Danmarks Eksport- og Investeringsfond fastlægger de nærmere vilkår for forlængelse af garantien.
Stk. 5. Garantien kan anvendes på egenkapitalinvesteringer med en købesum på minimum 1 mio. kr., der medfører en direkte eller indirekte ejerandel på minimum 10 pct. af den ukrainske virksomhed.
Stk. 6. Andelen af egenkapitalinvesteringen, som garantien dækker, er den samme i hele garantiens løbetid.
Stk. 7. Der kan stilles garanti for egenkapitalinvesteringer foretaget af den samme danske virksomhed ad flere omgange. Det gælder både til flere investeringer i den samme ukrainske forsvarsvirksomhed og til investeringer i flere forskellige ukrainske forsvarsvirksomheder.
Stk. 8. Der kan maksimalt stilles garantier for i alt 200 mio. kr. til den samme danske virksomheds egenkapitalinvesteringer i ukrainske virksomheder.
Stk. 9. Danmarks Eksport- og Investeringsfond opkræver som betaling for garantistillelsen en præmie.
Stk. 10. Danmarks Eksport- og Investeringsfond varetager behandlingen af udbetaling af garantien, såfremt den danske virksomhed udnytter garantien.
Stk. 11. Såfremt danske virksomheder udnytter garantien, bliver Danmarks Eksport- og Investeringsfond juridisk ejer og varetager ejerskabet af de ukrainske forsvarsvirksomheder.