BEK 326/2025 · Bekendtgørelse om tilskud til minivådområder 2024 og 2025
BEK 326/2025 Art. 16
Ændring af projektet og overdragelse af tilsagn
Overdragelse af tilsagnet om tilskud til en anden, der ifølge § 3 kan være tilsagnshaver, skal godkendes, inden overdragelse kan finde sted.
Stk. 2. Den, der får overdraget tilsagnet om tilskud, overtager alle rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.
Stk. 3. Ansøgning efter stk. 1 skal i projektperioden indgives på det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen i Tast selv. Ansøgningen skal tillige indeholde det skema til overdragelse af tilsagn, som findes i tilskudsguiden på styrelsens hjemmeside. Ansøgning efter stk. 1 skal i opretholdelsesperioden indeholde det skema til overdragelse af tilsagn, som findes i tilskudsguiden på styrelsens hjemmeside.
Stk. 4. Den, der får overdraget tilsagn om tilskud efter stk. 1, kan inden for 14 dage ansøge om at få overdraget den tidligere tilsagnshavers tilsagn om kompensation, hvis ansøger er aktiv inden for primær landbrugsproduktion, jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013 med senere ændringer. Kompensationen genberegnes efter bestemmelserne i § 2, stk. 3-8. Kompensationsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med overdragelsen.
Stk. 5. Ansøgning efter stk. 4 skal være modtaget inden ansøgning om udbetaling, jf. § 12, nr. 3, og § 17.
Stk. 6. Ansøgning efter stk. 4 skal indgives på det ansøgningsskema, der er tilgængeligt for ordningen i Tast selv. Der skal i ansøgningsskemaet angives al øvrig de minimis-støtte, som er ydet til den, der har fået overdraget tilsagn om tilskud, jf. stk. 1, i løbet af det pågældende regnskabsår og de forudgående to regnskabsår. Ved ansøgning efter stk. 4 fra og med den 1. maj 2025 skal der i ansøgningsskemaet angives al øvrig de minimis-støtte, som er ydet til den, der har fået overdraget tilsagn om tilskud, jf. stk. 1, i løbet af de seneste tre år, og ansøger skal oplyse styrelsen om ændringer i disse forhold, efter afgivelsen af oplysningerne og inden tildeling af de minimis-støtte.