BEK 322/2025 · Bekendtgørelse om juniormesterlære
BEK 322/2025 Art. 12
Praktiske undervisningsforløb og rammer for driftsoverenskomster
Kommunalbestyrelsen og institutionen for erhvervsrettet uddannelse eller forberedende grunduddannelse kan i driftsoverenskomsten aftale, hvor mange elever der maksimalt kan deltage i det praktiske undervisningsforløb, der indgås driftsoverenskomst om. Tilsvarende kan det aftales, at det praktiske undervisningsforløb kun gennemføres, hvis et nærmere aftalt antal elever tilmelder sig og deltager ved start af undervisningsforløbet, samt at kommunen betaler institutionen for dette mindste elevantal, uanset om en eller flere elever framelder sig undervisningsforløbet, efter at dette er påbegyndt.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen og institutionen fastsætter de objektive kriterier for optagelse i det praktiske undervisningsforløb, hvis der er flere elever, der ønsker at følge undervisningen, end der er plads til. Kriterierne skal fremgå af driftsoverenskomsten.
Stk. 3. Det praktiske undervisningsforløb kan ikke samlæses med elever på institutionens ordinære uddannelser eller andre aktiviteter. Undervisningen i de praktiske undervisningsforløb kan tilrettelægges på institutionens ordinære værksteder m.v. på samme tid, som der foregår undervisning af andre. Kriterierne herfor skal fremgå af driftsoverenskomsten.