BEK 316/2025 · Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser
BEK 316/2025 Art. 8
Når institutionen træffer en afgørelse om iværksættelse af en sanktion i medfør af institutionens studie- og ordensregler, jf. § 5, stk. 2, og § 6, gælder følgende regler, uanset om institutionen ikke er en del af den offentlige forvaltning: 1) Bestemmelserne i forvaltningsloven, herunder bestemmelserne om habilitet, partshøring, begrundelse og klagevejledning, jf. § 13. For elever, der er undergivet forældremyndighed, inddrager, informerer og partshører institutionen forældremyndighedens indehaver særskilt ved sagens indledning, behandling og afgørelse. 2) Institutionen træffer sin afgørelse på et retligt grundlag og med et indhold, der er sagligt, herunder med en sanktion, der er rimelig og relevant i forhold til den eller de konkrete overtrædelser af institutionens studie- og ordensregler. 3) Forud for en sanktion efter § 6, stk. 1, nr. 2 og 5-8, har institutionen givet eleven en skriftlig advarsel om, at institutionen ved gentagen overtrædelse af studie- og ordensreglerne, enten generelt eller specifikt i forhold til nærmere regler i studie- og ordensreglerne, vil kunne iværksætte en sanktion efter § 6, stk. 1, nr. 2 og 5-8, eller efter en eller flere af disse regler. I særligt alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan institutionen dog iværksætte sanktionen uden forudgående skriftlig advarsel. 4) Institutionen træffer så vidt muligt en afgørelse om iværksættelse af en sanktion, der er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 5-6, senest en måned før offentliggørelsen af den årlige plan for prøvernes afholdelse. Iværksætter institutionen den sanktion, der er nævnt § 6, stk. 1, nr. 5, giver institutionen ikke afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) i faget eller fagene, og allerede givne afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) i faget eller fagene bortfalder.