BEK 268/2025 Art. 8
Særlige anvendelsesbestemmelser
Fødevareenzymer skal være godkendt af Fødevarestyrelsen, før de markedsføres eller anvendes i fødevareproduktionen i Danmark. Fødevarestyrelsen vil ved afgørelse om godkendelse lægge vægt på 1) at fødevareenzymet, på grundlag af den foreliggende videnskabelige dokumentation, ikke udgør noget sikkerhedsproblem for forbrugerens sundhed ved det foreslåede anvendelsesniveau, 2) at der er et tilstrækkeligt stort teknologisk behov, og 3) at anvendelsen ikke vildleder forbrugeren.
Stk. 2. Ansøgning om godkendelse skal indeholde oplysningerne som angivet i bilag 2. En ansøgning anses først for indsendt, når samtlige relevante oplysninger er modtaget i Fødevarestyrelsen.
Stk. 3. Fødevareenzymer må dog markedsføres eller anvendes i fødevareproduktionen i Danmark 6 måneder efter, at ansøgningen om godkendelse er indsendt til Fødevarestyrelsen.
Stk. 4. Hvis ansøgningen indeholder data, der allerede er vurderet og godkendt i en anden EU-medlemsstat efter SCF guidelines for præsentation af data om fødevareenzymer fra 11. april 1991 eller efter EFSA guidelines for risikovurdering af fødevareenzymer, og dette kan dokumenteres for Fødevarestyrelsen, må de i stk. 1 nævnte fødevareenzymer dog markedsføres eller anvendes i fødevareproduktionen i Danmark 3 måneder efter, at dokumentation er indsendt til Fødevarestyrelsen, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Fødevarestyrelsen kan forlænge den i stk. 4 nævnte periode til 6 måneder, såfremt der er begrundet behov herfor.
Stk. 6. Det er en forudsætning for anvendelse efter stk. 1 og stk. 3 og 4, at Fødevarestyrelsen ikke forinden har nedlagt forbud mod den ansøgte anvendelse af fødevareenzymet eller har anmodet om yderligere oplysninger.
Stk. 7. Fødevarestyrelsen kan nedlægge forbud mod anvendelsen, jf. § 52, stk. 1, i lov om fødevarer, hvis ny viden om sundhedsmæssige forhold eller andre forhold i øvrigt taler herfor, uanset om fødevareenzymet tidligere er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Stk. 8. Et godkendt fødevareenzym må kun anvendes i overensstemmelse med oplysningerne i ansøgningen.
Stk. 9. Fødevarestyrelsen kan fastsætte vilkår for anvendelsen af fødevareenzymet, herunder at anvendelsen kun tillades for en begrænset periode.