BEK 247/2025 Art. 18
Farvekrav og pakningselementer på enkeltpakninger, ydre emballage og indpakningsmateriale for teknisk udstyr, der benyttes sammen med opvarmet tobak
Enkeltpakninger af teknisk udstyr, der benyttes sammen med opvarmet tobak, samt ydre emballage og indpakningsmateriale skal have en standardiseret udformning efter kravene i denne bekendtgørelse og anden lovgivning, der regulerer mærkning m.v. af enkeltpakninger, ydre emballage og indpakningsmateriale på teknisk udstyr, der benyttes sammen med opvarmet tobak.
Stk. 2. Enkeltpakninger, ydre emballage og indpakningsmateriale må alene påføres mærkning, information m.v., der følger af denne bekendtgørelse og anden lovgivning.
Stk. 3. Mærkning, information m.v. der følger af anden lovgivning, skal fremstå på en måde, der ikke giver enkeltpakningen eller den ydre emballage et unikt udtryk, opmærksomhedsskabende effekt, eller på anden måde må anses som værende i strid med krav om et standardiseret design for alle produkter indeholdende teknisk udstyr, der benyttes sammen med opvarmet tobak.
Stk. 4. Indlæg, der ikke har nogen funktion for brug af produktet, må ikke placeres i pakken. Den påførte tekst på indlæg, der har en funktion for produktet, 1) skal være på hvid baggrund, 2) må bestå af tallene 0-9, 3) skal have skrifttypen Helvetica, 4) må bestå af symbolerne parentes (-), aigu (´), apostrof (’) samt og-tegnet (&) og 5) skal have farven sort.
Stk. 5. § 18, stk. 4, finder ikke anvendelse for illustrationer og lignende, der alene har til formål at forklare forbrugeren, hvordan produktet teknisk anvendes korrekt. Illustrationer og lignende skal 1) være på hvid baggrund, 2) have farven sort.
Stk. 6. Tekst, tegn, illustrationer eller andet på indlægssedler om brug af det tekniske udstyr efter § 18, stk. 4-5, må ikke fremstå på en måde, der fremmer et større forbrug af produktet eller andre tobaks- og nikotinprodukter, bidrager til et unikt udtryk, har opmærksomhedsskabende effekt eller på anden måde må anses som værende i strid med krav om et standardiseret design.