BEK 195/2025 Art. 8
Regnskabsaflæggelse, rapportering og revision af regnskaber
Revisionen foretages i overensstemmelse med internationale standarder om revision og de yderligere krav, der er gældende i Danmark, samt god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i rigsrevisorlovens § 3, og nærmere præciseret i standarderne for offentlig revision og i stk. 2 og 3 samt §§ 9-12. Dette indebærer, at revisor gennemfører juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner som led i opgaven.
Stk. 2. Ved revisionen skal revisor efterprøve følgende: 1) Om regnskabet er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler. 2) Om tilskudsbetingelserne i bevillingsbrevet er opfyldt. 3) Om tilskuddet er anvendt til formålet. 4) Om tilskudsmodtager har udvist sparsommelighed ved forvaltningen af de midler, der er omfattet af regnskabet. 5) Om de oplysninger, som tilskudsmodtager har meddelt ministeriet om opfyldelsen af projektets eller aktivitetens formål og mål, herunder resultatkravene i de tilfælde, hvor ministeriet har stillet krav om det, er dokumenterede. 6) Om tilskudsmodtager har foretaget en faglig afrapportering i de tilfælde, hvor ministeriet har stillet krav om det, og at de data, der ligger til grund herfor, er pålidelige. 7) Om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
Stk. 3. Revisionen kan efter revisors faglige vurdering udføres ved stikprøvevise undersøgelser.