BEK 153/2025 Art. 9
Forsikringsselskaberne skal ikke træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet efter arbejdsskadesikringsloven i følgende sager, som uanset § 7, stk. 1, 1. pkt., ikke indgår i forsøget: 1) Anmeldelser af ulykker, der har medført eller må antages at ville medføre den tilskadekomnes død. 2) Anmeldelser af ulykker, hvor ulykkens følger ikke kan begrunde erstatning ud over udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v., jf. arbejdsskadesikringslovens § 15, jf. dog § 9, stk. 3. 3) Anmeldelser af ulykker, der anmeldes efter fristen i arbejdsskadesikringslovens § 36. 4) Anmeldelser af ulykker, der er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022. 5) Anmeldelser af ulykker, der ikke er indtrådt hos forsikringsselskabets forsikringstagere.
Stk. 2. Anmeldelse af sager omfattet af stk. 1, nr. 1, og 3-5, sender forsikringsselskaberne straks til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring uden at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet, jf. arbejdsskadesikringslovens § 40, stk. 1.
Stk. 3. Forsikringsselskaberne træffer alligevel afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i sager omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis det efterfølgende viser sig, at ulykkens følger vil kunne begrunde erstatning ud over udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter arbejdsskadesikringslovens § 15.
Stk. 4. Vurderer forsikringsselskabet, at en anmeldt ulykkessag reelt er en erhvervssygdom, skal forsikringsselskabet træffe afgørelse om, at skaden ikke kan anerkendes som en arbejdsulykke, jf. dog stk. 5. Forsikringsselskabet skal ved oversendelsen af afgørelsen med dertilhørende akter og sagsoplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 10, stk. 2, 1. pkt., gøre Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opmærksom på, at anmeldelsen kan vedrøre en erhvervssygdom.
Stk. 5. Konstaterer forsikringsselskabet, at det er en klar fejl, at en skade er anmeldt som en ulykke frem for en erhvervssygdom, sender forsikringsselskabet uden ugrundet ophold anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med bemærkning om, at skaden er fejlanmeldt og bør vurderes efter reglerne om erhvervssygdomme. Disse sager indgår ikke i forsøget.
Stk. 6. Anmeldelse af sager om erhvervssygdomme sendes efter gældende regler direkte til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Uanset om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at anmeldelsen er korrekt eller reelt er en arbejdsulykke, oprettes anmeldelsen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og behandles af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Disse sager indgår ikke i forsøget.