BEK 143/2025 · Bekendtgørelse om tilskud til energiforbedringer i bygninger til helårsbeboelse
BEK 143/2025 Art. 15
Afgørelse om fyldestgørende ansøgning og tilsagn om tilskud
Det i tilsagnet meddelte tilskud til energiforbedringsprojektet, jf. § 1, stk. 2, og §§ 11-14 beregnes på grundlag af tilskudssatser for de enkelte tiltag, som fastsat i bilag 1. Tilskudssatserne er fastsat med udgangspunkt i estimerede markedspriser for de enkelte tiltag, jf. bilag 1, således at tilskuddet maksimalt udgør 15 pct. af de estimerede markedspriser for de enkelte tiltag.
Stk. 2. Omfatter energimærkningen til brug for behandling af ansøgningen, jf. § 11, flere bygninger end ansøgningen om tilsagn om tilskud, og vedrører energiforbedringsprojektet etageboligbebyggelser, flerfamiliehus eller tofamiliehus med vandret adskillelse mellem enhederne (anvendelseskode 140), beregnes tilskuddet på grundlag af det eller de i ansøgningen anførte areal eller arealer, der kan rummes inden for energimærkningen, og på grundlag af tilskudssatserne for de enkelte tiltag som fastsat i bilag 1.
Stk. 3. Tilskud til gennemførelse af energiforbedringstiltag vedrørende bygningens forsyning omfattende etablering af balanceret mekanisk ventilation med varmegenvinding, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, litra a, ydes med ét tilskud pr. ventilationsanlæg, der forsyner én eller flere boliger, eventuelt opdelt i flere separate ventilationsaggregater.
Stk. 4. Tilskudssatserne tages op til revurdering med et halvt til et helt års mellemrum.
Stk. 5. Der ydes kun tilskud til projekter, hvis det beregnede støttebeløb til det samlede energiforbedringsprojekt udgør mindst 5.000 kr.