BEK 136/2025 · Bekendtgørelse om musikalske grundkurser
BEK 136/2025 Art. 11
Fælles kursusfaglige retningslinjer
Det enkelte MGK-center har ansvar for at tilrettelægge en studieordning. Studieordningen skal tage udgangspunkt i følgende:
Stk. 2. Eleven optages på en studielinje, hvis indhold og mål er beskrevet i læreplaner. Alle MGK-centre skal udbyde en klassisk og en rytmisk studielinje. Desuden kan MGK-centrene udbyde andre studielinjer, der afspejler udbuddet af videregående musikuddannelser, særligt musikkonservatorierne, samt musiklivets behov.
Stk. 3. Et MGK-forløb er 3-årigt med 300 lektioner á 45 minutter pr. skoleår, som tilrettelægges i henhold til læreplanerne for de enkelte studielinjer, jf. dog stk. 4 og 6.
Stk. 4. Et MGK-center kan efter godkendelse fra Kulturministeriet udbyde MGK-forløb af længere eller kortere varighed.
Stk. 5. Der er mødepligt på MGK.
Stk. 6. Såfremt en MGK-elev ønsker at strække MGK-forløbet i 4 eller 5 år, skal ledelsen af MGK-centret beslutte, hvorvidt ønsket kan imødekommes. Det samlede timetal bør tilrettes under hensyntagen til dette, men den enkelte MGK-elev har ikke krav på mere end 900 lektioner i det samlede MGK-forløb.
Stk. 7. Instrumentalundervisningen kan udføres på hold, når det findes fagligt og pædagogisk hensigtsmæssigt. Holdundervisning skal tilrettelægges, så det er fagligt og pædagogisk hensigtsmæssigt, fx niveau- og genredelt.
Stk. 8. MGK undervisningsåret skal følge musikskolens undervisningsår og tilrettelægges over 36 uger.
Stk. 9. Ledelsen af MGK-centret kan give dispensation for deltagelse i almene fag eller bifag til elever, som ad anden vej har erhvervet sig tilsvarende færdigheder, eller hvor færdighederne skønnes unødvendige for uddannelsen. Der kan ligeledes tildeles elever ekstra undervisning, hvor det skønnes nødvendigt.
Stk. 10. Ledelsen af MGK-centret kan efter ansøgning bevilge eleven orlov.
Stk. 11. MGK fastlægger selv lokale retningslinjer for afholdelse af årsprøver/ årsevalueringer samt afgangsprøver.
Stk. 12. Eleven modtager et deltagerbevis ved afgang fra MGK.