BEK 98/2025 Art. 2
Finansiering ved anvendelsen af midler under Danmarks Grønne Fremtidsfond skal ydes på markedsvilkår og have til formål at fremme national og global grøn omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi mv. og fremme af global eksport af grøn teknologi, eksempelvis inden for vind og energieffektiviseringsløsninger. Fremtidsfondens investeringer/finansiering skal bidrage til opfyldelse af Parisaftalens temperaturmål samt realisering af nationale klimamål og skal således aktivt finansiere og investere i tiltag, der reducerer belastningen for klima, natur og miljø, herunder tiltag rettet mod vandknaphed, fødevaremangel og bæredygtig fødevareproduktion.
Stk. 2. Ved udvælgelsen af projekter og initiativer, der bidrager til den nationale og internationale grønne omstilling, og som kan finansieres af Danmarks Eksport- og Investeringsfond i medfør af denne bekendtgørelse, jf. stk. 1, foretager Danmarks Eksport- og Investeringsfond en samlet vurdering af det kommercielle og det omstillingsmæssige potentiale af det enkelte projekt eller initiativ. Til brug for denne vurdering inddrager Danmarks Eksport- og Investeringsfond dels EU’s klassificeringssystem (taksonomi) for bæredygtige økonomiske investeringer og dels andre vurderingsprincipper og kriterier af relevans for vurderingen af projektet eller initiativets potentiale til at bidrage til den grønne omstilling. De nærmere kriterier for vurderingen af det omstillingsmæssige potentiale fastlægges ved Politik for finansiering/investering omfattet af Danmarks Grønne Fremtidsfond.