BEK 50/2025 · Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelsen som maritim teknolog
BEK 50/2025 Art. 10
Praktik
Inden praktik til søs påbegyndes, skal den studerende have gennemført relevant uddannelse i søsikkerhed, førstehjælp, arbejdssikkerhed til søs og brandbekæmpelse, jf. STCW-kodens sektion A-VI/1, paragraf 2, mindst omfattende punkterne 2.1.1.1, 2.1.1.2, 2.1.1.3 og 2.1.1.4, og have erhvervet bevis herfor. Den studerende skal tillige have bevis for gennemført generelt sikringsberedskab, jf. STCW-kodens tabel A-VI/6-1.
Stk. 2. Praktikken skal finde sted i et søgående handels- eller fiskeskib, eller et skib, som hører under Søværnet, med fremdrivningsmaskineri på 750 kW eller derover, og som med hensyn til størrelse, driftsforhold, udstyr, bemanding samt besætningens erfaring og arbejdsbelastning kan fungere som et effektivt praktiksted til søs. Praktikken skal sikre den fornødne fartstid til, at der kan udstedes bevis som vagthavende maskinmester og elektroteknisk officer efter afsluttet uddannelse.
Stk. 3. Praktikken skal foregå under vejledning af en kvalificeret maskinofficer og skal gennemføres i henhold til uddannelsesbog for uddannelsen som maritim teknolog.
Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen skal sikre korrekt anvendelse af uddannelsesbog i overensstemmelse med studieordningen samt sikre den nødvendige opfølgning i tilfælde, hvor uddannelsesbogen ikke kan godkendes.