BEK 36/2025 Art. 6
Ansøgning og prioritering
Hvis indsatsbehovet i det enkelte kystvandopland er opnået, eller det antal hektar målrettede efterafgrøder, der er afsat midler til, ikke giver mulighed for at imødekomme alle ansøgninger, prioriterer styrelsen mellem de ansøgte marker med målrettede efterafgrøder og alternative virkemidler i et, to eller tre trin, jf. stk. 2. I hvert af de tre trin opstilles de ansøgte marker i prioriteringsrækkefølgen, som beskrevet i stk. 3.
Stk. 2. Prioritering gennemføres i følgende et, to eller tre trin: 1) Trin 1 omfatter prioritering af det ikke kompenserede alternative virkemiddel, jf. § 1, stk. 3. I trin 1 prioriteres ansøgte marker til og med den mark i prioriteringsrækkefølgen, hvorved indsatsbehovet i det pågældende kystvandopland bliver opnået, eller alle ansøgte marker er prioriteret. 2) Trin 2 gennemføres, hvis der efter gennemførelsen af trin 1 stadig er et indsatsbehov i det pågældende kystvandopland. Trin 2 omfatter prioritering af målrettede efterafgrøder og de i § 1, stk. 2, omhandlede alternative virkemidler. I trin 2 prioriteres ansøgte marker i kystvandoplandet til og med den mark i prioriteringsrækkefølgen, hvorved indsatsbehovet eller det fastsatte antal hektar målrettede efterafgrøder bliver opnået, eller alle ansøgte marker er prioriteret. 3) Trin 3 gennemføres, hvis der efter gennemførelse af trin 2 er ikke prioriterede marker beliggende i kystvandoplande, hvor indsatsbehovet ikke er opnået, og der samtidig fra andre kystvandoplande er ubrugte midler opgjort i hektar målrettede efterafgrøder. Trin 3 omfatter en samlet prioritering for de kystvandoplande, hvor de nævnte ikke prioriterede marker er beliggende. I trin 3 prioriteres ansøgte marker til og med den mark i prioriteringsrækkefølgen, hvorved det fastsatte antal hektar målrettede efterafgrøder bliver opnået, eller alle ansøgte marker er prioriteret, jf. dog 4. pkt. En ansøgt mark i et kystvandopland prioriteres ikke, hvis indsatsbehovet i kystvandoplandet er opnået ved prioritering af en foranstående mark i prioriteringsrækkefølgen.
Stk. 3. I trin 1 og 2 er der en prioriteringsrækkefølge for hvert af de i bilag 1 anførte kystvandoplande. I trin 3 er der en samlet prioriteringsrækkefølge for de omfattede kystvandoplande. I prioriteringsrækkefølgen er markerne rangordnet efter følgende rækkefølge: 1) Ansøgte marker prioriteres efter retentionen, jf. bilag 2, for det ID15-område, som marken er beliggende i. Marker i et ID15-område med lavere retention går forud for marker i et ID15-område med højere retention. Hvis flere ID15-områder har samme retention, betragtes de som et samlet ID15-område med hensyn til rangordning af marker. 2) Herefter prioriteres de ansøgte marker efter markstørrelse. En større mark prioriteres før en mindre mark. Hvis der for det pågældende ID15-område er flere marker med samme markstørrelse, og alle marker ikke kan prioriteres, gennemføres et randomiseret valg af den eller de marker, der kan prioriteres.