BEK 1759/2024 Art. 11
Karakterfastsættelse m.v.
Karakteren fastsættes efter en drøftelse mellem censor og eksaminator, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Er censor og eksaminator ikke enige om karakteren, giver de hver en karakter. Karakteren for prøven er gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers den nærmeste lavere karakter.
Stk. 3. Medvirker to censorer ved bedømmelsen, fastsættes karakteren efter drøftelse mellem dem. Er de to censorer ikke enige om en fælles bedømmelse, giver de hver en karakter. Karakteren for prøven er gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer, indsendes opgavebesvarelsen og de to censorers karakterer til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som udpeger en ny censor, der træffer afgørelse om, hvorvidt den endelige karakter skal være nærmeste højere karakter eller den nærmeste lavere karakter.
Stk. 4. Hvor alene en censor medvirker, fastsætter denne karakteren.