BEK 1743/2024 · Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.
BEK 1743/2024 Art. 11
Kommunale affaldsordninger og anvisningspligt
Når en kommunal ordning er fastlagt i regulativet for husholdningsaffald, jf. § 8, stk. 1, og regulativet er trådt i kraft, er borgere og grundejere forpligtet til at benytte ordningen som foreskrevet. Når kommunalbestyrelsen giver en konkret anvisning, jf. § 8, stk. 7, er borgere og grundejere forpligtet til at følge anvisningen.
Stk. 2. Borgere og grundejere skal sikre sortering af affald i overensstemmelse med de ordninger, der fremgår af regulativet for husholdningsaffald.
Stk. 3. Borgere og grundejere skal på anmodning fra kommunalbestyrelsen godtgøre, at affaldet er håndteret i overensstemmelse med de af kommunalbestyrelsen etablerede ordninger eller kommunalbestyrelsens konkrete anvisning.
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke for det affald, som borgere og grundejere afleverer til lovligt etablerede og drevne tilbagetagningsordninger, jf. bekendtgørelse om affald.
Stk. 5. Stk. 1-3 gælder ikke for det affald, som borgere og grundejere afleverer til en producents tilbagetagningsordning etableret i henhold til reglerne i bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald.