BEK 1733/2024 Art. 4
Indberetninger og erklæringer
Kommuner skal hvert år senest den 1. februar afgive en erklæring til Forsyningstilsynet om, hvorvidt der i det foregående kalenderår i virksomheder omfattet af stk. 2 har været anvendt midler, der stammer fra aktiviteter omfattet af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om CO 2 -fangstaktiviteter i forsyningssektoren, lov om kommunal fjernkøling eller lov om gasforsyning til aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af vandsektorloven, eller aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 2. Kommunernes pligt til at afgive erklæring, jf. stk. 1, omfatter virksomheder, som kommunen har ejet helt eller delvis i det foregående kalenderår, og som er omfattet af elforsyningslovens § 2, stk. 1, som ejer varmeforsyningsanlæg eller ejer virksomhed omfattet af § 1 i lov om CO 2 -fangstaktiviteter i forsyningssektoren, eller som direkte eller indirekte ejer andele i de nævnte virksomheder. Erklæringspligten indtræder, såfremt de pågældende virksomheder tillige varetager aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af vandsektorloven eller aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse. Erklæringspligten indtræder endvidere, såfremt de pågældende virksomheder indgår i en koncernstruktur, der tillige varetager aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af vandsektorloven eller aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, jf. bilag.