BEK 1733/2024 Art. 13
Revision
Kommunen fremsender senest den 1. september i indberetningsåret en af kommunens revisor afgivet erklæring om rigtigheden og fuldstændigheden af kommunens indberetning og erklæring efter § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, jf. reglerne i § 13, stk. 3, og §§ 14 og 15.
Stk. 2. Såfremt de omfattede virksomheder, jf. § 3, stk. 2 og 3, og § 4, stk. 2, revideres af en anden end kommunens revisor, skal kommunen for hver af de pågældende virksomheder indhente en tilsvarende erklæring fra virksomhedens statsautoriserede revisor. Denne eller disse erklæringer fra statsautoriseret revisor skal foreligge i kommunen og på begæring indsendes til Forsyningstilsynet.
Stk. 3. Omfanget af revisors arbejde afhænger af kommunens og virksomhedernes administrative struktur og forretningsgange, herunder procedurer og den interne kontrol i forbindelse med transaktioner mellem parterne, samt procedurer og intern kontrol til sikring af adskillelse af midler og vedrørende en eventuel fælles servicevirksomhed. Som led i arbejdet undersøger og vurderer revisor de eksisterende forretningsgange og den interne kontrol vedrørende registrering af uddelinger og vederlag ved afståelse samt for øvrige transaktioner mellem kommunen og virksomhederne. Arbejdet udføres som udgangspunkt ved stikprøvevise undersøgelser.
Stk. 4. Kommunen og de virksomheder, som kommunen ejer helt eller delvist, skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for revisors arbejde og give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, revisor finder nødvendige. Kommunen skal endvidere sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.