BEK 1715/2024 Art. 30
Formål for fag og emner
Eleverne skal i faget naturfag udvikle naturfaglige kompetencer og arbejde med problemstillinger og sammenhænge, der knytter sig til miljø, natur, naturgrundlag, levevilkår og til menneske og samfund. Eleverne skal tilegne sig naturfaglige arbejdsformer og tankegange anvendt på problemstillinger og sammenhænge, der er vigtige for den enkelte elev og for samfundet lokalt og globalt.
Stk. 2. Elevernes læring baseres på opnåede færdigheder og viden fra fagene biologi, fysik/kemi og geografi og organiseres som projekter eller temaer, der vælges i samråd med eleverne. Elevernes læring baseres på varierede arbejdsformer, som i vidt omfang bygger på egne iagttagelser, undersøgelser og feltarbejde i det omgivende samfund. Elevernes interesse og nysgerrighed over for natur, miljø, naturvidenskab og teknologi stimuleres.
Stk. 3. Eleverne skal opnå erkendelse af, at naturvidenskab og teknologi er en del af vores kultur og verdensbillede. Elevernes engagement og ansvarlighed over for natur, miljø og brugen af naturressourcer og teknologi skal videreudvikles, så de får tillid til egne muligheder for stillingtagen og handlen i forhold til bæredygtig udvikling og menneskets samspil med naturen lokalt og globalt.
Stk. 4. Faget skal bidrage til, at eleverne bliver fagligt kvalificerede og afklarede og motiverede til at vælge ungdomsuddannelse. Faget understøtter derved skolens generelle arbejde med udvikling af elevernes faglige, sociale og personlige kompetencer, så de forbliver eller bliver uddannelsesparate.