BEK 1707/2024 Art. 20
Tildeling af ekstra uger med barselsdagpenge i særlige situationer
Udbetaling Danmark kan efter ansøgning tildele ekstra 9 uger med barselsdagpenge til den ene af barnets forældre ved fravær efter barselslovens §§ 9 eller 10, hvis den anden forælder på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse er ude af stand til at passe barnet alene. Det er en betingelse for tildeling af ekstra 9 ugers barselsdagpenge, at barnets anden forælder er lønmodtager, jf. § 8, stk. 1.
Stk. 2. Forælderen skal fremlægge lægelig dokumentation for, at den anden forælder er ude af stand til at passe barnet alene. Udbetaling Danmark betaler for den lægelige dokumentation, hvis der er behov for en lægeerklæring.
Stk. 3. En forælder, der er omfattet af stk. 1, skal søge om tildeling af ekstra uger med barselsdagpenge i den digitale selvbetjeningsløsning, som Udbetaling Danmark stiller til rådighed. Hvis forælderen er undtaget fra digital selvbetjening efter § 2 i bekendtgørelse om obligatorisk digital selvbetjening vedrørende ansøgninger og meddelelser m.v. om sociale ydelser m.v., skal forælderen søge om barselsdagpenge på en blanket, der anvises af Udbetaling Danmark.