BEK 1707/2024 Art. 2
Ret til barselsdagpenge under delvis genoptagelse af arbejdet og ved forlængelse og udskydelse af barselsdagpengeretten
Til lønmodtagere ydes nedsatte ugentlige barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark ved graviditet under delvis fravær fra arbejdet før 4-ugers perioden før forventet fødsel, 1) når lægen skønner, at arbejdet kun kan bestrides delvist på grund af sygeligt forløbende graviditet, der medfører risiko for kvindens helbred eller for fosteret, 2) når to eller flere behandlinger, der af samme årsag er foreskrevet af en læge eller tandlæge, medfører delvis fravær fra arbejdet, eller 3) når fraværet skyldes, at arbejdets særlige karakter medfører risiko for fosteret.
Stk. 2. Lønmodtagere, der arbejder på nedsat tid i de sidste 4 uger før forventet fødsel, er berettiget til barselsdagpenge for det antal timer, det ugentlige fravær omfatter.
Stk. 3. Nedsatte barselsdagpenge efter stk. 1-2 kan udbetales, når fraværet fra arbejdet udgør mindst 4 timer pr. uge.
Stk. 4. Lønmodtagere, der under fravær efter barselsloven påbegynder arbejde på nedsat tid, er berettiget til barselsdagpenge for det antal timer, det ugentlige fravær omfatter, jf. dog barselslovens § 12, stk. 5.
Stk. 5. Lønmodtagere, der efter aftale med en arbejdsgiver påbegynder arbejde på nedsat tid, og som aftaler forlængelse af fraværsperioden efter barselslovens § 12, stk. 2, § 14 a, stk. 5, § 23 b, stk. 4, og § 23 c, stk. 3, kan få udbetalt barselsdagpenge for fravær på ned til 1 time inden for en uge.
Stk. 6. Det ugentlige fravær efter stk. 1, 2 og 4 opgøres som det maksimale ugentlige timetal, som lønmodtageren har ret til barselsdagpenge for efter barselslovens § 33, med fradrag for det antal timer i ugen, hvori lønmodtageren har været i beskæftigelse.
Stk. 7. Modtagelse af rådighedsvederlag, personligt tillæg m.m. for hverv i hjemmeværn, lokalt beredskab, frivilligt brandværn, kystredningsberedskabet, digeberedskabet og lignende, sidestilles ikke med genoptagelse af arbejdet.
Stk. 8. Modtagelse af vederlag for hverv som medlem af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd efter kommunestyrelsesloven og regionsloven, sidestilles ikke med genoptagelse af arbejdet.