BEK 1608/2024 · Bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
BEK 1608/2024 Art. 12
Høringer og offentliggørelse m.v. af oplysninger, vedtagelser og afgørelser
Den planlæggende kommunalbestyrelse eller det planlæggende regionsråd, som efter lovens § 32, stk. 1, skal offentliggøre oplysninger eller efter lovens § 32, stk. 3, skal foretage en høring, skal foretage offentliggørelsen på den planlæggende myndigheds hjemmeside.
Stk. 2. Den statslige planlæggende myndighed, som efter lovens § 32, stk. 1, skal offentliggøre oplysninger, skal foretage offentliggørelsen på den planlæggende myndigheds hjemmeside. Den statslige myndighed, som efter lovens § 32, stk. 3, skal foretage en høring, skal foretage offentliggørelsen på Høringsportalen.
Stk. 3. Den planlæggende myndighed, som skal offentliggøre afgørelser og vedtagelser efter lovens §§ 33 og 34, skal foretage offentliggørelsen på den planlæggende myndigheds hjemmeside.
Stk. 4. De planlæggende myndigheder kan herudover foretage offentliggørelse ved brug af egnede midler, såsom opslag inden for en vis radius af det berørte område for den pågældende plan eller det pågældende program eller ved opslag i lokale medier. Den i stk. 1 og 2, nævnte offentliggørelse af oplysninger eller offentliggørelse af høringer omfatter ikke berørte stater, jf. lovens § 32, stk. 1, nr. 3, og § 32, stk. 3, nr. 2 og 3.