BEK 1588/2024 Art. 4
Indførsel af levende dyr, der er omfattet af forordningerne, fra lande uden for Den Europæiske Union kan kun ske over grænsetoldstedet i Københavns Lufthavn. Indførslen skal anmeldes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, senest kl. 12.00 dagen før dyrenes ankomst til grænsetoldstedet, når ankomsten sker på en hverdag, herunder på en lørdag. Ankommer dyrene på en søndag, skal indførslen anmeldes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø senest kl. 12.00 fredagen før. Ankommer dyrene på en helligdag, skal indførslen anmeldes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø senest kl. 12.00 den sidste hverdag før helligdagen, der ikke er en lørdag.
Stk. 2. Udførsel af levende dyr, der er omfattet af forordningerne, til lande uden for den Europæiske Union kan ske over alle grænsetoldsteder i Danmark, med mindre Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø bestemmer, at en sending levende dyr skal udføres over et bestemt grænsetoldsted.