BEK 1537/2024 Art. 3
Formål, anvendelsesområde og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Kommunalbestyrelse: kommunalbestyrelsen i den eller de kommuner, hvor vandet forbruges, medmindre der er indgået aftale i henhold til vandforsyningslovens § 54, stk. 2, 2. pkt. 2) Miljø- og forsyningsregler i vandforsyningsloven: § 45, stk. 1, 1. pkt., §§ 49-52 og § 64 i vandforsyningsloven samt regler fastsat i bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. 3) Betalingsregler i vandforsyningsloven: § 52 a, § 52 b og § 53 i vandforsyningsloven og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser. 4) Opkrævningsperiode: den periode, som fastsatte anlægs- og driftsbidrag samt andre bidrag skal gælde for. 5) Pristalskorrektion for almene vandforsyninger: korrektion ved anvendelse af den af Vandsektortilsynet senest fastsatte pristalskorrektion for almene vandforsyninger, jf. bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber. 6) En almen vandforsynings koncernforbundne selskaber: juridiske personer, hvor samme kreds af selskabsdeltagere har bestemmende indflydelse, eller hvor der er fælles ledelse. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af kapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved fælles ledelse forstås situationer, hvor selskaber eller andre juridiske personer administreres af den samme ledelse, eller hvor der er væsentlige personsammenfald i de to selskabers ledelse. 7) Andre parter, der er interesseforbundet med en almen vandforsyning: a) juridiske personer, der helt eller delvis, direkte eller indirekte ejes af eller helt eller delvis, direkte eller indirekte har samme ejerkreds som en almen vandforsyning, eller hvor et medlem af den almene vandforsynings ledelse helt eller delvis, direkte eller indirekte, ejer eller deltager i ledelsen af den juridiske person, og b) medlemmer af en almen vandforsynings ledelse og nærtstående til et medlem af en almen vandforsynings ledelse. 8) Nærtstående: ægtefælle eller samlever, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller samlevere eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt slægtskabsforhold. 9) Regulativ: et dokument, hvori der er fastsat betingelser for en almen vandforsynings levering af vandforsyning. 10) Årsregnskab: et regnskab udarbejdet i henhold til årsregnskabsloven. 11) Akkumuleret likviditet: en almen vandforsynings forventet likviditet ved udgangen af kommende opkrævningsperiode. 12) Rimelig driftskapital: akkumuleret likviditet, jf. nr. 11, der kan bruges til dækning af nødvendige udgifter i den efterfølgende opkrævningsperiode, og som er passende set i forhold til forsyningens nettoårsomsætning og aktiviteter. 13) Investeringsplan: en almen vandforsynings oplysninger om konkrete investeringer, der planlægges finansieret med akkumuleret likviditet, jf. nr. 11, og som planlægges afholdt efter udgangen af kommende opkrævningsperiode, herunder oplysninger om indhold, økonomisk omfang og tidspunkt for de planlagte investeringer. 14) Ikke disponeret akkumuleret likviditet: en almen vandforsynings forventet akkumuleret likviditet, jf. nr. 11, udover rimelig driftskapital, jf. nr. 12, og udover, hvad der er redegjort for i en investeringsplan, jf. nr. 13.