BEK 1529/2024 Art. 37
Særbestemmelser for realkreditinstitutter
Den eksterne revision skal i protokollatet vedrørende årsregnskabet og koncernregnskabet konkludere, hvorvidt 1) realkreditinstituttets måling af udlån, herunder den justering af værdien, der finder sted som følge af kreditrisikoen, er foretaget i overensstemmelse med reglerne herfor, 2) realkreditinstituttet yder realkreditlån på grundlag af andet end udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og andre værdipapirer, jf. § 1, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., 3) realkreditinstituttet anvender midler fremkommet ved værdipapirudstedelse til udlån, og om det placerer overskydende midler fra blokemission i overensstemmelse med § 20 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., 4) realkreditinstituttet holder seriereservefondens midler adskilt fra de øvrige midler i instituttet, jf. § 26 stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., og 5) realkreditinstituttet kan beregne den enkelte indskyders og investors dækkede aktiver.