BEK 1434/2024 Art. 2
Medlemmerne af de regionale videnskabsetiske komiteer og deres eventuelle suppleanter modtager udgiftsgodtgørelse efter reglerne i lov om kommunernes styrelse § 16, stk., 11, og regionslovens § 11.
Stk. 2. Regionsrådet kan beslutte, at medlemmerne og deres eventuelle suppleanter herudover ydes diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 1-4 og 6-10, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 3. Regionsrådet kan endvidere beslutte, at hvervet som medlem af de regionale videnskabsetiske komiteer vederlægges med indtil 16.000 kr. årligt (2024 niveau), at hvervet som formand for de regionale videnskabsetiske komiteer vederlægges med indtil 100.000 kr. årligt (2024 niveau), og at hvervet som næstformand vederlægges med indtil 43.000 kr. årligt (2024 niveau). En formand eller næstformand, der modtager vederlag efter stk. 3, kan ikke samtidig modtage diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 2.
Stk. 4. Vederlagene i denne bekendtgørelse PL-reguleres én gang årligt den 1. januar med den generelle pris- og lønstigning, jf. økonomistyrelsens pris- og lønforudsætninger. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb.