BEK 1407/2024 · Bekendtgørelse om udbud af netvirksomheders nettab
BEK 1407/2024 Art. 21
Udelukkelse og egnethed
Stiller netvirksomheden krav om, at elhandelsvirksomheden opfylder visse minimumskrav i forbindelse med den økonomiske og finansielle formåen, jf. § 20, skal netvirksomheden anføre i forbindelse med annonceringen af udbuddet, hvordan elhandelsvirksomheden skal dokumentere, at minimumskravene til egnethed i forhold til den økonomiske og finansielle formåen er opfyldt.
Stk. 2. Netvirksomheden kan stille krav til elhandelsvirksomhedens omsætning. Netvirksomheden kan dog ikke kræve, at en elhandelsvirksomheds minimumsomsætning pr. år er højere end den dobbelte anslåede værdi af kontrakten.
Stk. 3. Dokumentation efter stk. 1 kan eksempelvis ske på en eller flere af følgende måder: 1) Fremlæggelse af relevante erklæringer fra et pengeinstitut eller dokumentation for relevant erhvervsansvarsforsikring. 2) Fremlæggelse af årsregnskaber eller uddrag heraf, hvis offentliggørelse af årsregnskaber er lovpligtig i det land, hvor elhandelsvirksomheden er etableret. 3) Fremlæggelse af en erklæring om elhandelsvirksomhedens samlede omsætning i indtil de 3 seneste disponible regnskabsår, afhængigt af hvornår elhandelsvirksomheden blev etableret eller startede sin virksomhed.
Stk. 4. Elhandelsvirksomheden kan godtgøre sin økonomiske og finansielle formåen ved ethvert andet dokument, som netvirksomheden vurderer passende, hvis elhandelsvirksomheden af en gyldig grund ikke er i stand til at fremlægge de dokumenter, som netvirksomheden forlanger.