BEK 1329/2024 Art. 30
Revision
Hver fond skal sørge for, at der udføres egenkontrol, der sikrer, at tilskudsforvaltningen er i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper, som beskrevet i Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning.
Stk. 2. Egenkontrollen beskrives i et egenkontrolprogram, der som minimum skal dokumentere, at 1) fonden har offentliggjort ansøgningsfrister, ansøgningsprocedurer og relevant ansøgningsmateriale mv., jf. § 11, stk. 1, 2 og 3, 2) fonden har offentliggjort det godkendte budget og årsregnskab senest 30 dage efter godkendelsen er meddelt, jf. § 11, stk. 4, 3) fonden har indsendt bestyrelsesreferater til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, jf. § 15, 4) fonden har besluttet en strategi og effektmål, som er gjort tilgængelige på fondens hjemmeside, jf. § 16, 5) fonden har formuleret og offentliggjort tildelingskriterier inden for de formål i landbrugsstøtteloven, som er relevante for fonden, jf. § 17, 6) fonden har anvendt tildelingskriterier i prioriteringen mellem indkomne ansøgninger og over for ansøgere, der meddeles afslag, jf. § 17, stk. 2, 7) fonden i bestyrelsesreferatet eller bilag hertil har angivet, hvordan den har vurderet ansøgningerne med udgangspunkt i fondens tildelingskriterier som grundlag for fondens beslutninger om bevilling af tilskud og afslag på tilskud, jf. § 17, stk. 3, 8) fonden har en plan for, hvordan og hvor ofte fonden evaluerer resultater og effekter af de uddelte fondsmidler, jf. § 18, stk. 1, 9) fonden har indsamlet oplysninger om aktiviteter og resultater om de støttede projekter med henblik på udarbejdelse af den årlige status jf. § 18, stk. 2, 10) fonden har forvaltet i overensstemmelse med egne sagsgangsbeskrivelser, og 11) fordelingen af midlerne har været gennemsigtig og sagligt begrundet.
Stk. 3. Egenkontrolprogrammet skal løbende opdateres af fonden, dog mindst én gang årligt.
Stk. 4. Resultatet af den udførte egenkontrol opsummeres i en årlig rapport, der udarbejdes af fonden. Fondens revisor skal i tilknytning hertil gennemgå fondens sagsgangsbeskrivelser og egenkontrolprogrammet og udtage et antal sager til stikprøvekontrol. Revisor skal afgive erklæring om, hvorvidt egenkontrollen er beskrevet i et egenkontrolprogram. Revisor skal endvidere erklære, om tilskudsforvaltningen har været i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper, som beskrevet i Økonomistyrelsens vejledning om effektiv tilskudsforvaltning.
Stk. 5. Fonden skal indsende den revisorattesterede rapport, jf. stk. 4, til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen sammen med årsregnskabet. Fonden skal i ledelsesberetningen til årsregnskabet redegøre for resultatet af den udførte egenkontrol.