BEK 1321/2024 · Bekendtgørelse om muslinger m.m.
BEK 1321/2024 Art. 9
Overvågning af giftige alger og algegifte
Høst, analyse, behandling og markedsføring af kammuslinger (Pectinidae), ikke-filtrerende havsnegle og ikke-filtrerende pighuder skal ske i overensstemmelse med bilag 6, nr. 1-6.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan tillade høst af arterne Pecten maximus og Pecten jacobeus med et indhold af domoinsyre i hele kroppen over 20 mg pr. kg, men under 250 mg pr. kg på betingelse af, at 1) kammuslingerne høstes i overensstemmelse med betingelserne i bilag 6, nr. 4 og 5, og 2) indholdet af domoinsyre i de spiselige dele ikke overstiger 4,6 mg pr. kg.
Stk. 3. For hver enkelt landing af kammuslinger, høstet efter stk. 2, udtages et antal af stikprøver, som fastsættes af Fødevarestyrelsen, og som analyseres efter bestemmelserne i bilag 6, nr. 4.
Stk. 4. Kammuslinger, høstet efter stk. 2, skal transporteres i containere eller på køretøjer, som er plomberet efter Fødevarestyrelsens anvisning, og sendes direkte fra produktionsområdet eller opdrætsanlægget til en virksomhed, der er autoriseret til at modtage og behandle de pågældende kammuslinger, jf. § 10, stk. 1.