BEK 1321/2024 · Bekendtgørelse om muslinger m.m.
BEK 1321/2024 Art. 29
Fælles prøveudtagning - mikrobiologiske prøver
Primærproducenter, som høster vildtlevende muslinger m.m. i samme midlertidigt eller permanent klassificerede produktionsområde, kan etablere en fælles plan til udtagning, indsendelse og undersøgelse af prøver af muslinger m.m. for indhold af E. coli samt indberetning af analyseresultater efter bestemmelserne i kapitel 5 og 7, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Primærproducenter, der høster vildtlevende muslinger m.m. ved håndbrejling, manuel optagning eller dykning, kan ikke indgå i en fælles plan for udtagning, indsendelse og undersøgelse af prøver i et midlertidigt eller permanent klassificeret produktionsområde.
Stk. 3. En gruppe af primærproducenter, der i medfør af stk. 1, etablerer fælles prøveudtagning, skal, inden prøveudtagning påbegyndes, give Fødevarestyrelsen meddelelse om gruppens medlemskreds. Gruppen af primærproducenter skal straks give Fødevarestyrelsen besked om ændringer i medlemskredsen af gruppen.
Stk. 4. Fødevarestyrelsen kan tillade, at en gruppe af primærproducenter, som høster muslinger m.m. fra opdrætsanlæg, der ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden, etablerer en fælles plan til udtagning, indsendelse og undersøgelse af prøver samt indberetning af analyseresultater efter bestemmelserne i kapitel 5 og 7.
Stk. 5. Tilladelsen efter stk. 4, kan gives, hvis en risikovurdering viser, at risikoen for mikrobiologiske forureninger af muslinger m.m. er ensartet i de pågældende opdrætsanlæg.
Stk. 6. Fødevarestyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse givet efter stk. 4, hvis vilkårene for tilladelsen ikke længere er opfyldt.